Hvorfor klimamodeller?


Hvorfor er klimamodeller vigtige?

Læs mere og se film

Forståelse af fortid, nutid og fremtidigt klima hjælper os med at forstå, hvordan Jordens systemer fungerer naturligt.

Denne information kombineret med klimamodeller giver os mulighed for at bestemme, hvordan både naturlige og menneskeskabte påvirkninger har og vil påvirke ændringer i vores klima.

Disse forudsigelser og resultater kan også antyde, hvordan man kan afbøde de værste virkninger af klimaændringer, og de hjælper beslutningstagere med at prioritere miljøspørgsmål baseret på videnskabelig dokumentation.


Amazonas - et muligt tippingpoint


Peter Ditlevsen, lektor ved Niels Bohr Instituttet, frygter at Amazonas kan nå et tippingpoint, hvor den forsvinder for altid.


Talrige modeller har vist, at klimaet ændrer sig. Øget drivhusgasemission fra menneskelige aktiviteter resulterer i positive tilbagemeldinger i vores klimasystemer. Disse positive tilbagemeldinger kan resultere i ikke så positive ændringer i jordens systemer, såsom smeltning af is, stigende havtemperaturer, stigende odds for svær oversvømmelse og tørke og stigning i overfladetemperaturer.

Det er afgørende, at vi fortsætter med at indsamle data og forbedre modeller og øge deres nøjagtighed til at forfine vores viden om klima og vejr. Det er også bydende nødvendigt, at vi anerkender vigtigheden af ​​datadrevne resultater og videnskabsstøttede fakta, da de påvirker, hvordan samfund og politikere planlægger fremtiden.

Klima- og vejrmodeller har begge evnen til at fremme den måde, vi planlægger vores byer på, påvirker forretningsmuligheder og endda hvordan vi planlægger vores dag. Disse modeller er vores bedste chance for at finde måder at mindske de farlige virkninger af klimaændringer på.

Vi skal altså forberede os på en række konsekvenser af det ændrede klima. Der ikke umiddelbart er nogen vej tilbage til det klima vi havde for 50 eller 100 år siden. Klimaforandring kan sætte gang i kædereaktioner, som gør at ændringerne for alvor tager fart, og kan accelerere og i værste fald ikke kan stoppes igen.


Grønlands Indlandsis

Grønlands iskappe er cirka 3000 m høj og består af is dannet af tætpakket sne gennem tusindvis af år.
Da temperaturen falder med højden, og vi altid har frostgrader et stykke oppe i atmosfæren, så gør alene højden af iskappen, at toppen af den, næsten hele året har negative temperaturer.
Størstedelen af den nedbør som falder, falder derfor som sne, og al den sne der falder, bliver liggende og bidrager til iskappens højde.
Iskappen har stejle sider og er meget flad på toppen. Derfor ligger en stor del af Indlandisens areal højt oppe og oplever kun meget sjældent temperaturer over frysepunktet. Derved bevarer iskappen sin størrelse, selvom den hver sommer smelter i de lavere områder i kanten.

Men hvis temperaturen stiger en anelse, og der hver sommer er et lidt længere tidsrum med plusgrader på toppen af iskappen, så vil sæsonen med afsmeltning blive længere og nedbøren i den periode vil oftere falde som regn.
Regn kan ikke bidrage til iskappens højde, og forstærker tværtimod afsmeltningen af iskappen. Iskappen vil derfor på sigt miste sin højde, og antallet af dage med plusgrader vil øges yderligere – alene af den grund at iskappen er blevet lavere.
På et tidspunkt bliver iskappen så lav, at den ikke længere kan vokse sig stor igen.
Der er altså tale om en selvforstærkende proces, og der er tale om et tipping point, hvis iskappen når ned under en vis højde, fordi den ikke længere kan komme på sine oprindelige 3000 meters højde.


Tipping Points – kan vippen vippe tilbage?

Der er dog altid variationer, når man snakker om tipping points.
Ser vi på de to konkrete eksempler med havisen og iskappen, så kan de i princippet begge godt komme tilbage til dér, hvor de var engang.
Men det er forskelligt, hvor meget der skal til for at komme tilbage igen.
Iskappen er opbygget gennem flere istider og mange hundrede tusind år, og vil kun kunne komme til sin oprindelige højde og masse, hvis klimaet bliver markant koldere. Og processen vil tage mange tusinde år.

Havisen kan derimod godt vende tilbage til sin udbredelse, som den var for fx 50 år siden. Den arktiske vinter er nemlig så kold, at det kun kræver et mindre temperaturfald at få overfladevandet til at fryse igen. Dette kræver dog også at vores CO2-udledning reduceres.
Det vil formentlig også kun tage et par årtier for den at opbygge sin udbredelse igen.